Søg   Til forside   Kontakt os   Udskriv

Hvordan et lille handelsfirma blev en international virksomhed...

Historien om FAUSOL A/S starter i 1969, da Mogens Faurbjerg Sørensen startede firmaet
"F.S. Import", der solgte fluegift, fluefangere og musekorn. I rigtig mange år bestod varesortimentet kun af 5 produkter. Dette kunne egentlig være blevet ved, hvis ikke den dengang unge knøs, Kim Faurbjerg, var med sin far ude og sælge Faurbjerg-Sørensens produkter til de danske købmænd.

Fra 1984 til 1995 arbejdede Mogens og søn som en smidig motor: Når studierne tillod det, var Kim på farten og optjente værdifuld erfaring indenfor salg af bekæmpelsesmidler. Med tiden kom også imprægnering til og samtidig arbejdede Kim Faurbjerg som selvstændig EDB-programmør indenfor det daværende Damgaard-Navision konglomerat.

I 1995 skete der imidlertid noget.
I det lille handels- og familiefirma startede Kim Faurbjerg med at arbejde – nu på fuld tid. Med dette lykkedes det for Kim og hans far at skabe et succesfuldt grossist- og importfirma, der solgte bekæmpelsesmidler til butikker i hele Danmark. I 1997 blev den første sælger ansat og siden gik det slag i slag, mens varesortimentet løbende blev udvidet i takt med udviklingen på markedet.

I 2004 købte Kim Faurbjerg HORNUM-brandet og F.S. Import blev i samme omgang omdøbt til FAUSOL A/S, der siden har udviklet og markedsført en lang række produkter til haven. De første år gik med at skabe sikre og virksomme recepter, der kunne styrke HORNUM’s sortiment og brand. Med tiden blev HORNUM mere og mere udbredt hos både professionelle og private.

HORNUM’s succes førte senere til udviklingen af PRIMA, en prisøkonomisk serie, der i dag spænder over alt fra muld, gødning og græsfrø til haveredskaber og beplantningsartikler som minidrivhuse, vækststøtter og innovative vaser, potter og altankasser.

Den øgede konkurrence på markedet for haveartikler, førte med tiden til etableringen af større fokus på plug & play convenienceprodukter i salgsklare, forpakkede varedisplays.

I dag er Fausol-koncernen delt op i tre selskaber, der hver især varetager forskellige funktioner. Moderselskabet Fausol Holding ejes i dag af CEO Kim Faurbjerg. Handelsvirksomheden FAUSOL A/S ledes af en selvstændig bestyrelse i samspil med Kim Faurbjerg i spidsen som direktør. FAUSOL har også selskaber i Hongkong (FAUSOL Asia Ltd.), der sælger, producerer, importerer og sælger direkte til kæder i EU fra Asien.